Vores vision

De konservative på Langeland har udarbejdet en ambitiøs vækststrategi for Langeland frem mod år 2032 kaldet “Langeland mod 2032 – Vækst skaber større råderum”.

 

 

Oplægget kan downloades nederst på denne side

 

Målet er 100 millioner netto kr. mere i økonomisk råderum i 2032 end i 2024.

 

“Vores selvstyre og egen bestemmelse er under massivt pres. Vi kan ikke længere spare os ud af vores økonomiske udfordringer. Vi er nødt til at skabe vækst og bedre økonomi via flere tilflyttere, flere turister og mere erhverv”, udtaler den konservative borgmesterkandidat Jørgen Nielsen.

 

Hovedbudskabet er simpelt.

 

Hvis Langeland skal forblive en selvstændig kommune, skal der skabes ændringer. Vi skal have flere penge i kassen. Kagen skal gøres større.

 

Indbyggertallet skal stige.

 

Turismen skal vokse.

 

Erhvervslivet skal udvides.

 

Økonomien skal vækste. 

 

Børnefamilier, pendlere og aktive ældre skal til Langeland.

 

Turister, som værdsætter natur, ro, hygge, strand, skov, kunst, kultur og hav, vandring og cykling, skal til Langeland.

 

Freelancere, selvstændige, start ups, restauratører og turismeaktører skal til Langeland.

 

“Vi skal have flere tilflyttere, flere turister og mere erhverv. De skal tiltrækkes af Langeland via en intensiv markedsføring og branding af alle vores herligheder og af helt nye events, tilbud og muligheder”, understreger Jørgen Nielsen.

 

Det 40 sider lange strategioplæg skitserer en lang række nye tiltag

  • Tilskud til pasning af egne børn
  • Reduktion af institutionstakster
  • Garanti for bevarelse af de fire skoler
  • Voksen med i alle skolebusser
  • Flere nye byggegrunde
  • Danmarks hurtigste sagsbehandling for byggetilladelser og renoveringsprojekter
  • Danmarks bedste velkomstpakke og information om livet på Langeland
  • Arbejde for bedre og sikrere transport til vores busterminal, som skal placeres mere hensigtsmæssigt
  • Analysere behov/mulighed for ekspresbus fra Rudkøbing til OUH/SDU 
  • Mere direkte og mere forpligtende samarbejde med ældreorganisationerne 
  • Unikke og innovative plejehjem og nye plejeløsninger
  • Sikring af et hospice, så den sidste rejse på Langeland bliver smuk 
  • Herregårdsruten udvidet til endnu flere områder
  • En cykelstil fra Nord til Syd, så det bliver sikrere at cykle på vores veje
  • Øhavstien skal udvides til hele øen
  • En vandrerute, som går hele vejen rundt om vores ø ved kysten
  • Flere shelters til vores vandrere 
  • Flere offentlige toiletter
  • En implementering af hele Shores ambitionen
  • Mindre snak og mere handling om helhedsplan for Rudkøbing Havn
  • En målrettet indsats for flere restauranter og overnatningsmuligheder
  • Arbejde for Rute 9 forbedringer og fremskudt færgeleje på Lolland
  • Skal være Danmarks mest erhvervsvenlige kommune
  • Have nyt udvalg for Erhverv, turisme og bosætning
  • Særlige tiltag for start ups og freelancers

 

Alle tiltag skal understøttes af 10 millioner kr. til markedsføring af Langeland baseret på Langeland Sammens brandingstrategi.


“Det koster penge at skabe penge. Det kræver investeringer for at få vækst.  Man skal gøre noget for at få noget. Vi er nødt til at prioritere, omprioritere, finde eksterne midler og tage nogle sats for at sætte fart på den positive udvikling.

 

Vi får ikke flere bosættere, flere turister og mere erhverv uden en markant ny retning”, udtaler Jørgen Nielsen.

 

I takt med, at skatteindtægterne stiger, har strategioplægget også en plan for, hvordan disse midler skal anvendes.

 

100 millioner kr netto mere om året skal bruges målrettet:

  • 40 millioner skal bruges på bedre velfærd til børn, skole og ældreområdet, 
  • 20 millioner til infrastruktur (veje, anlæg, miljø/energi), 
  • 10 millioner til forbedringer af foreningsliv, kultur og fritidstilbud, 
  • 10 millioner til bosætnings-, turisme og erhvervsfremme tiltag 
  • 20 millioner til likviditet og opsparing til sværere tider/kæmpe projekter.

 

Jørgen Nielsen er overbevist om, at det vil skabe et bedre, stærkere, sundere og grønnere Langeland – og forstærke den positive udvikling yderligere..

 

“Skeptikere vil nok tage nej hatten på og vil kalde det urealistisk, og vi er enige. Uden helt ny retning, uden helt nye tiltag, uden nye kræfter og uden investeringer, så er det urealistisk!”, understreger Jørgen Nielsen.

 

Der er behov for ny retning. Ny energi. Nye tiltag. Ny borgmester.